– Hvem går til psykolog?
Ifølge medierne går rigtigt mange, på et tidspunkt i deres liv, til psykolog. Men grundet forestillingen om at ‘man skal tage sig sammen og klare sig selv’, er der ikke mange der indrømmer, at de har fået ‘et skub på vejen’.
Hos mig ser jeg mest unge kvinder, der opsøger en psykolog for at få det bedre. Det der fylder i deres liv er forskelligt.
I terapien kan jeg møde nogle der plages af spiseforstyrrelse, perfektionisme, lavt selvværd, stress, mobbehistorik eller problemfyldte forhold. Det kan være samtaler, der handler om, hvordan forskellige hændelser har påvirket éns liv og følelser, såsom flytning, forældrenes skilsmisse osv.
Nogle har brug for hjælp til at bearbejde en barndom med ufølsomme forældre. Nogle er uvenner med deres familie.
Nogle har brug for hjælp til at tackle en svær relation de befinder sig i.
Nogle oplever bare at have det ‘af helvedes til’ med ved ikke hvorfor og ønsker at snakke om deres tanker om ‘at der er noget galt med mig’.
Nogle ønsker hjælp til at træffe svære beslutninger. Nogle oplever angst eller paranoia. Nogle har en depression, andre oplever uhåndterlige vredesudbrud og nogle føler sig overvældede.
Nogle er først nu klar til at tale om dét der skete, da de var børn og for små til at forstå hvad der foregik.
Nogle har været udsat for et overgreb, nogle selvskader, andre har selvmordstanker. Nogle har svært ved at komme sig over et kærestebrud og andre er i tvivl om hvem de er.
Jeg ved at jeg i terapien kan hjælpe dig til, at få værktøjer til at få det bedre og få en større indsigt i og kunne acceptere din egen historie.
– Hvorfor gå til psykolog?
Mange har mennesker i deres liv de kan tale med. Men selvom dét, at kunne dele sine problemer med en ven/veninde, kæreste, kollega eller sin mor, er en styrke, så kan dét at tale med en professionel give noget andet. Mange oplever en stor lettelse i at kunne dele deres tanker og problemer med en psykolog, der ikke er involveret i deres liv på samme måde som venner eller familie. Psykologen er uddannet i at hjælpe dig til at få større indsigt i din egen fortælling og kan hjælpe dig til at finde ud af hvordan dine problemer kan takles med metoder og værktøjer der virker. Mange mennesker oplever, at den afgørende forskel finder sted hos psykologen.
Som psykolog er jeg desuden underlagt tavshedspligt. Det betyder, at de oplysninger, du deler med mig, kan deles i tillid til, at de ikke videregives.
– Har jeg råd til at gå til psykolog?
Nogle går til psykolog én gang i ugen, nogle én gang i måneden. Man kan selvfølgelig ikke bruge penge man ikke har, men måske man kan prioritere eller bede et familiemedlem om hjælp. Terapi er at betragte som en investering i sig selv.
Mange kender det med at købe et nyt sæt tøj, få skønhedsbehandlinger, en ny taske eller tage på en ferierejse for at få det bedre. Desværre varer lykken ved det nye look eller ferieoverskuddet meget kort tid og man kan igen mærke, at man ikke har det helt som man burde.
Investeringen man gør gennem terapi kræver både penge og arbejde. – Men det man får ud af det, er en mulighed for at ændre på hvordan man har det indeni. Målet med terapien er at jeg lærer dig selvforståelse og teknikker til at klare dig på egen hånd. Sådan at du selv fremover kan hjælpe dig selv, til at have det ægte godt indeni. Jo bedre man har det, med sig selv, jo mere udstråling har man. – Og dét er smukkere end selv den fineste Louis Vuitton.
– Hvad nu hvis du ikke kan lide mig?
Som en del af min egen kvalificering som psykolog, har jeg selv prøvet at gå i terapi. Jeg ved derfor hvor vigtigt det er at blive mødt af et andet menneske med varme og interesse. Jeg har valgt psykologvirket, da det er min største interesse at lytte og forstå menneskelige tilstande. Jeg ser min rolle, som hende der med din tilladelse, inviterer sig selv med i ‘din båd’ – og i en periode hjælper til at styre den sikkert gennem det bølgende hav. En sådan invitation ind i éns private liv og livsførelse kræver tillid. Det er min opgave at vinde din tillid og at du føler at min hjælp ‘batter’. Det at opbygge tillid er en vigtig del, som vi kan adressere i terapien.
Vil du gerne kontaktes?
Udfyld formularen nedenfor eller send en sms eller e-mail, så vil du blive kontaktet inden for én hverdag.
+45 91 53 30 28
Send sms til dette nr.
psykologikbh@protonmail.com
Send en mail til denne adresse.